En spændende mulighed – Høringssvar til Helhedsplan for Silkeborg Langsø

Funder-Lysbro Lokalråd hilser Helhedsplan for Silkeborg Langsø meget velkommen og bakker fuldt op om den overordnede ambition om at udvikle Langsøen som et endnu større aktiv for Silkeborgs borgere.

Søens placering gennem byen giver et stort, men i dag langt fra fuldt udnyttet, rekreativt potentiale. Som helhedsplanen beskriver, er en bedre vandkvalitet en afgørende forudsætning for at skabe bedre muligheder for blandt andet badning, vandsport og andre aktiviteter på og i vandet. En forbedret vandkvalitet vil på alle parametre være en gevinst søen, borgerne og Silkeborg som helhed.

Lokalrådet deler derfor ambitionen om en langsigtet indsats for at forløse Langsøens potentiale.

Opbakning til udvikling af Lysbroskoven

Vi er ligeledes meget positive over for helhedsplanens fokus på Lysbroskoven.

I helhedsplanen beskrives skoven som et område, der i dag er relativt ufaciliteret, men som på grund af sin placering tæt på boligområder, Lysbro Uddannelsescenter og Lysbro Plejecenter har et særligt potentiale. Der peges blandt andet på stier og opholdspladser, formidling, naturbaserede læringsforløb, kunst i naturen og rekreative tilbud til ældre og borgere med særlige behov.

Funder-Lysbro Lokalråd bakker op om disse initiativer og i det hele taget om bestræbelser på at gøre Lysbroskoven til en endnu stærkere lokal grøn oase og skabe bedre muligheder for at bruge området rekreativt.

Kommunen kan med fordel kigge på området ved broen over Lyså som et muligt indsatsområde. Her er en større bar plet vest for stien for enden af Skovfogedvej, som mange mennesker kommer forbi. Her kan der være mulighed for at skabe opholdsplads, hvorfra man kan nyde åen og søen, samt facilitere adgang til vandet for SUP- og kajakroere.

Her ses et område ned til Lyså og Langsøen med potentiale for ophold i isætning/optagning af remedier til vandsport.

Forslag: Placér et fremtidigt søbad i den vestlige del af Langsøen

Helhedsplanen peger på etableringen af et nyt søbad som et af de centrale langsigtede projekter for Silkeborg Langsø.

Funder-Lysbro Lokalråd vil gerne foreslå, at Silkeborg Kommune i det videre arbejde undersøger muligheden for at placere dette søbad i den vestlige del af Silkeborg Langsø på den kommunalt ejede matrikel 412ae mellem Vestre Ringvej og Langsøen.

Matriklen er ca. 49.300 m², ligger på solsiden og ligger med en lang strækning direkte ud til søen. Efter vores vurdering har placeringen en række store kvaliteter, som gør den værd at undersøge nærmere.

Her ses matrikel 412ae – indhyllet i solens stråler – fra den anden side af vandet, Lysbroskoven

Nærhed til store bydele

Et af de væsentligste argumenter er placeringen.

Silkeborg Langsø strækker sig gennem en stor del af byen, og helhedsplanen har selv som ambition at styrke den geografiske balance i borgernes adgang til søen og dens rekreative muligheder.

Samtidig findes der allerede en række rekreative tilbud og igangværende udviklingsprojekter omkring den centrale del af Langsøen. Søsportens Hus er et etableret knudepunkt for aktiviteter på vandet og et sted med bademuligheder. I centrum arbejdes der med Søfronten, hvor der må formodes at komme bademuligheder, idet det var et gennemgående ønske i borgerinddragelsesprocessen.

Et egentligt søbad i den vestlige del af Langsøen vil derfor kunne skabe en bedre geografisk spredning af de større bademæssige tilbud omkring søen.

Placeringen vil være særligt attraktiv for borgere i Lysbro, Funder, Hvinningdal, Balle og Buskelund, som alle vil have relativt kort afstand til et søbad her.

Fordeling af søbade og større bademuligheder i Silkeborg

Aflastning af Almindsøs sårbare natur og gode adgangsforhold

Helhedsplanen fremhæver aflastning af Østre og Vestre Søbad ved Almindsø som et andet vigtigt formål.

De eksisterende søbade er meget benyttede og ligger i et værdifuldt Natura 2000-område. Et stort søbad på den foreslåede placering, som kan servicere de ovenfor nævnte befolkningsrige oplands-bydele, vil efter lokalrådets vurdering kunne levere den aflastning, der efterspørges og dermed mindske belastningen af den sårbare natur omkring Almindsø.

Den foreslåede matrikels størrelse og lange kontakt med søen giver mulighed for at tænke i både badning og ophold uden nødvendigvis at koncentrere aktiviteterne på et meget lille område.

Placeringen har samtidig gode overordnede adgangsforhold.

Arealet ligger ved Vestre Ringvej, der er gode cykelforbindelser til området, og der findes busstoppesteder i nærheden – blandt andet ved Udgårdsvej. På selve arealet findes allerede trampestier og flere eksisterende indgange gennem hegnet. Terrænet er desuden kuperet på en sådan vis, at støj fra vejen praktisk talt ikke kan høres på søsiden.

To større udfordringer – parkering og naturbeskyttelse

At etablere et nyt søbad her er selvsagt ikke uden udfordringer.

Der vil være behov for en betydelig parkeringskapacitet enten på arealet eller i nærområdet, hvor Vestre Ringvej vil være en barriere, der skal løses sikkerhedsmæssigt.

I nærområdet er der private parkeringsmuligheder ved blandt andet Scandic Silkeborg og Langsøhus, men det er langt fra sikkert, at de ønsker søgæster på deres matrikler. Kommunen ejer dog matrikel 409b på ca. 2.800 m² i nærheden, som eventuelt kan være relevant at inddrage i overvejelserne om adgang og parkering.

Finder kommunen finder placeringen interessant, bør trafik, parkering og adgang undersøges samlet som en del af en egentlig forundersøgelse.

Lokalrådet er naturligvis også opmærksom på, at matrikel 412ae er registreret som §3-beskyttet hede, og at der derfor er væsentlige naturhensyn forbundet med området.

Det mener vi skal tages alvorligt, men vi vil også sætte spørgsmålstegn ved, om registreringen stemmer overens med de faktiske forhold. For øjeblikket fremstår det mere som et engareal afgræsset af løsgående geder. Ydermere er spørgsmålet, om man overhovedet kan etablere et søbad uden at komme i karambolage med diverse naturhensyn. I den henseende er det værd at veje etablering af et søbad på matrikel 412ae op mod de positive effekter, et sådant kan have på den sårbare natur ved Almindsø.

Nærværende forslag præsenteres derfor heller ikke som et færdigtegnet projekt eller et ønske om en bestemt indretning af arealet. Vi ønsker i første blot omgang, at placeringens potentiale overvejes og eventuelt undersøges.

En spændende mulighed, der fortjener overvejelse

Hvis kommunen vurderer, at et søbad her er interessant, har vi tillid til, at kommunens fagfolk i den videre proces kan undersøge, hvordan et anlæg kan indpasses så nænsomt som muligt, og hvilke dele af området der eventuelt kan anvendes uden unødigt at tilsidesætte områdets naturværdier.

Funder-Lysbro Lokalråd foreslår således ikke et færdigt projekt. Vi peger på en spændende mulighed.

Efter vores vurdering har den kommunalt ejede matrikel 412ae en kombination af beliggenhed ved den vestlige Langsø, størrelse, udformning, kommunalt ejerskab, gode overordnede adgangsforhold og nærhed til store boligområder, som gør den til en interessant kandidat til et eventuelt fremtidigt søbad.

Samtidig vil placeringen kunne skabe et markant rekreativt tilbud i den vestlige del af Silkeborg og bidrage til en bedre geografisk balance i udviklingen omkring Langsøen.

Vi opfordrer derfor Silkeborg Kommune til at lade området indgå i det videre arbejde med placeringen af et fremtidigt søbad og foretage de nødvendige faglige undersøgelser af mulighederne.

Funder-Lysbro Lokalråd bidrager meget gerne til den videre dialog om både dette forslag og udviklingen af den vestlige del af Silkeborg Langsø generelt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *