OBS: Nedenstående er kommunikeret ud fra Silkeborg Kommune som relevant for Funder og Lysbro
Nyt fra Silkeborg Kommune
Tollundskolen i Funder vokser med 300 elever på 7 år
I dag går der 603 elever på Tollundskolen i Funder. Det ventes at stige til 911 i 2032/33 og til 928 i 2036/37 for så at falde til 919 i 2038/39.
I Funder og Lysbro er der i dag 573 børn fra 0-6 år, som har behov for pasning i Silkeborg Kommunes dagtilbud. Det tal ventes at stige til 637 børn i 2030 og så falde frem til 2037, hvor der er 555 børn, som har behov for pasning.
Det viser en elevtals- og dagtilbudsprognose, som Økonomiudvalget godkender, og som bruges som forudsætning for at lægge budgettet for 2027-2030.
(Økonomiudvalget, 07.04.2026, punkt 3, Dagtilbuds- og Familieudvalget, 08.04.2026, punkt 6, Skoleudvalget, 08.04.2026, punkt 3)
Borgermøde på vej om at gøre Funder Kirkeby til byzone
Plan-, Vej- og Trafikudvalget siger ja til, at arbejdet med at lave et forslag til lokalplan for Funder Kirkeby kan gå i gang. Forslaget indebærer, at Funder Kirkeby bliver byzone i stedet for landzone.
Forslaget skal desuden indeholde 40 nye rækkehuse på Funder Kirkebytoften 17 i den nordøstlige del af byen.
Der vil blive arrangeret et borgermøde for at gøre opmærksom på, hvad ændringen fra landzone til byzone kan betyde for den enkelte grundejer. For eksempel i forhold til beskatning og landbrugsdrift. Der er cirka 271 boliger i Funder Kirkeby.
(Plan-, Vej- og Trafikudvalget, 07.04.2026, punkt 4)
Funder og Lysbro skal være en del af Jyllands Grønne Hjerte
Funder, Lysbro og den sydligste del af Silkeborg Kommune er af Københavns Universitet fremhævet som et af de mest betydningsfulde områder for biodiversitet sammen med områder i Horsens, Ikast-Brande og Skanderborg kommuner.
Silkeborg Kommune inviterer nu de andre kommuner til dialog om mulighederne for et samarbejde, der kan blive til et af landets mest ambitiøse biodiversitetsindsatser – ”Jyllands Grønne Hjerte”.
Det skal være et fælles projekt mellem kommuner, lodsejere, borgere og forskere, som udvikler fremtidens naturlandskab, som lever op til kommende natur- og klimakrav som Naturgenopretningsforordningen, biodiversitetsloven og Den Grønne Trepart.
(Klima- og Miljøudvalget, 13.04.2026, punkt 3)

Foto: Danni Paulsen
Ændringer i matrikler baner vejen for ny hal 2 i Funder
Den kommende hal 2 i Funder skal bygges sammen med Funderhallen og bliver dermed placeret midt i skel mellem to matrikler.
Silkeborg Kommune ejer matriklerne rundt om Funderhallen, og Funderhallen er ejet i forening af Silkeborg Kommune, som ejer 75 %, og Funder GF Fonden af 1987, som ejer 25 %.
En ny bygning kan ikke placeres oven på skel, og derfor bliver arealet på 906 m2 for den nye hal 2 overført til ejerforeningen. Det godkender byrådet. Ejerfordelingen i ejervedtægterne ændres efter forhandling med Funder GF Fonden.
(Økonomiudvalget, 21.04.2026, punkt 9, byrådet, 28.04.2026, punkt 18)

