Bragt i Midtjyllands Avis 13. september 2024

Efter mange års venten nærmer det sig endeligt, at vi får en supercykelsti mellem trafikterminalen og Lysbro. Desværre har det vist sig, at den dobbeltrettede cykelmotorvej langtfra bliver så super, som det var ambitionen.
Oprindeligt skulle den have linjeføring helt ud til Funder, men det har vist lange udsigter – hvis nogen overhovedet. Så var det meningen, at den skulle gå hen til Kjellerup Banesti i Lysbro. Nu har Plan- og Vejudvalget besluttet at gøre den 800 meter kortere, så den får en brat og – ærligt talt – mærkelig afslutning ved Farmen.
Årsagen er protester fra vores medborgere i Lysbroparken, som ikke ønsker, at cykelstien skal gå bagom deres lejligheder og følge et tracé langs banelegemet. I stedet har de foreslået en linjeføring langs Herningvej.
En sådan løsning vil dog kræve ekspropriation af jord, og man vil ikke få den ønskede trafiksikkerhed, når cyklister skal cykle langs den trafikerede Herningvej samt krydse seks sideveje og adskillige private indkørsler.
Så nu har lokalpolitikerne valgt den måske dårligste af alle løsninger; at afslutte supercykelstien ved Farmen. Det på trods af, at de ikke aner, hvilke økonomiske konsekvenser det vil have. Sikkert er det dog, at det bliver dyrere, og Vejdirektoratet har fastslået, at man ”skal regne med en markant reduktion” i statstilskuddet.
Som lokalråd respekterer og anerkender vi Lysbroparkens holdninger og bevæggrunde, men vi mener, at kommunens ”løsning” med så decimeret en supercykelsti lader meget tilbage at ønske.
Først og fremmest er det særdeles uhensigtsmæssigt at lade en dobbeltrettet cykelsti afslutte abrupt og overgå til enkeltrettet.
Ligeledes mener vi, at byrådet her forspilder en chance for at skabe en sikker cykel-hovedfærdselsåre i Lysbro, der har store udfordringer med tæt trafik på Herningvej.
Pludseligt at henvise cyklister, der cykler i vestlig retning, til den anden side af Herningvej, hvor der i øvrigt er en ret farlig strækning uden adskillelse af cykelspor og fortov, er dybt kritisabelt, hvis ikke man har ambitioner om at gøre den markant mere sikker for bløde trafikanter.
Og sidst – men ikke mindst – er beslutningen i direkte modstrid med kommunens kongstanke om at forbinde Silkeborgs supercykelstier med banestierne.
Vi opfordrer Plan- og Vejudvalget til at vende skråen en ekstra gang. Og så afventer vi i Lysbro med spænding både indkaldelsen til det informationsmøde om supercykelstien, som vi var stillet i udsigt før sommeren, og den forbedrede kommunikation og inddragelse, som forvaltning og udvalgsmedlemmer lovede, da vi i sommer blev taget på sengen med lukning af vores bro og en fortovsfadæse.
Med venlig hilsen
Danni Paulsen, Søren Møller Nielsen og Anders Skovgaard Andersen
Funder-Lysbro Lokalråd
